Team Daddy Cool

Det nye team fra Skive, som gjorde sig yderst bemærkede med en forrygende førstedag til dette års DM i Skive har sendt nedenstående tanker om, hvorfor de netop valgte Melges 24’eren, samt et par linjer om deres team. Derudover inviterer de til træningssamling i påsken i Skive

Vores baggrund for at vælge Melges 24 er sikkert ikke meget anderledes end alle andres.
Vi er med for at have det skægt og hyggeligt sammen, men også for at få det adrenalin kick det er, at komme ud af startblokken og være med der hvor der er action. Båden er købt for at skulle bruges og få en masse gode oplevelser.

En Melges 24 er jo en hurtig båd hvor alt ”passer sammen” og som er nem at håndtere, transportere – og opbevare. Og så er den tilmed til at komme til for penge. Og sidst men ikke mindst – der er en velfungerende klasse med mange gode aktiviteter.

Daddy Cool’s CV bygger en hel del på windsurfing.

Rorsmand Ruben Rimfors var i 90’erne en af DK’s bedste windsurfere. Den første erfaring i sejlbåd fik han i X-79, som senere blev udskiftet med X-37’eren Monkey Business, der havde god succes på kapsejladsbanerne. I de seneste år har Ruben været rorsmand på forskellige både – bla. X-41 og X-562.

Trimmer Thorsten Johansen sejlede jolle i de unge år, og begyndte først at surfe i en relativt sen alder – i øvrigt efter at han havde brækket ryggen og ikke fik mange chancer af lægerne. I dag surfer han i Vesterhavets bølger og er med 105 kilo kampvægt en af landets hurtigste speedsurfere i en lige strækning.

Taktiker Torben Kornum har windsurfet i 36 år og vundet en god stak titler gennem tiden – senest et NM og et VM i oldboysklassen. Når han ikke sejler Melges eller surfer, polerer han sin X-40. Sammen med Christen Justesen har Torben i årevis coached de bedste danske juniorwindsurfere.

Ejer Christen Bo Justesen er analytikeren og holdets mest erfarne sejler. I mange år sejlede han H-båd på topplan med Herluf Jørgensen fra Skagen, og var blandt andet med til at vinde Red/Green ligaen. Udover holdets længste arme og ben – og dermed evnen til at nå alt! – skaber Christens smittende ro en af grundpillerne i båden.

Ambitionen er først og fremmest at lære at sejle Melges 24 og på sigt klare os hæderligt i et større felt. Vi går ydmygt til opgaven – der er jo utrolig mange dygtige sejlere i klassen – og vi skal vel have en masse klø inden vi kan være med. Vi sejler lige så mange stævner som vi kan få tid til – inklusive klub- og distancesejladser i Limfjorden.

DM i Skive var en super oplevelse, hvor bådens tidligere ejer og gast kørte op fra Tyskland for at hjælpe os i gang. Vi lagde ud med en 2. plads og en 1. plads i helt let luft med hjemmebanefordel. Siden gik det lidt ned ad bakke, men alt i alt en rigtig fin og lærerig regatta.

Vi føler os godt tilpas i klassen. Der er god stemning og masser af hjælpsomme deltagere, og for nylig var vi i Malmø for at deltage i et træningsstævne med blandt andet et glimrende trimseminar af North Sails.

Vi tænker at Melges 24 klassen sagtens kan blive større i Danmark, hvis folk ude i klubberne får bedre information om hvor forholdsvis billigt og enkelt man kan komme i gang. Så måske skulle klassens aktive hver især slå et slag for at finde mindst en ekstra besætning lokalt.

Kombineret Melges og windsurftræning i påsken

Vi vil gerne byde ind med kombi windsurfing og Melges træning i Skive i påsken. 40-50 windsurfere mødes i påsken til kapsejladstræning, så vi har RIB-både og bøjer på vandet alligevel. Det kunne da være rigtig fedt at kombinere med et felt af Melges-både også.

Fremgang i den danske klasse

Melges 24 klubben byder naturligvis det nye hold hjerteligt velkommen og kan herudover berette om, at der i efteråret er kommet endnu en ny Melges 24 til landet. Nærmere betegnet til Køge Bugt hvor Michael Bernfeldt m. team efter planen skal sejle fra Vallensbæk Sejlklub.

Klik for stort billede

Skriv en kommentar

 

 

 

Du kan anvende disse HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Dansk Melges 24 Klub

Velkommen til den officielle klasseorganisation for Melges 24 i Danmark.

På denne side vil du løbende blive orienteret om aktiviteter i organisationen.

Vi ses på vandet!

Kategorier